Metode
Relationer og nærvær er nøglen for os til at kunne arbejde konstruktivt med den enkelte, igennem relationer og nærvær skaber vi sammen med den enkelte fundamentet for den fremtid den unge
selv ønsker
Åben dialog handler om at kommunikere åbent, at vi kan sige hvad vi mener/føler og at legalisere, at vi ikke altid er enige og ser ting forskelligt. Vi skaber rum for at den enkelte kommer til orde, får øvet sig i at kommunikere og får sat ord på følelser.
Tydelighed skaber vi i dialogen, når det er nødvendigt at markere hvem der er den voksne og bestemmende faktor. Vi skaber rammer, grænser og krav, som den enkelte kan forholde sig til, gennem tydelig kommunikation.
Det ambitions frie rum, benytter vi os af, for at give plads og albuerum til den enkeltes holdninger og meninger. Det kan være nødvendigt at vi som voksne engang imellem slipper vores ambitioner på de unges vegne, så vi ikke virker som en ”spændetrøje” på dem.
Tillid er baseret på at vi som voksne skal være til at stole på. Vi skal holde hvad vi lover, og ikke love mere end vi kan holde.
Vælg din holdning og gør en forskel, er princippet om at vi som pædagoger har et valg om hvilken holdning eller indstilling til dagen, vi møder op på arbejde med. Hvis vi vælger et positivt afsæt, får det en afsmittende effekt, dels på vor egen indsats, men også på de unge og kollegaerne. Vi gør en forskel ved at være bevidste om os selv og være tilstede for de unge, så vi altid kan følge op på situationer, og på hvad der ”fylder” hos de unge lige nu.



